| Blev indlagt på Bispebjerg
lørdag aften den 20.9.2014 på hjerteafdelingen.
På det seneste havde jeg mærket besvær med vejrtrækning og høj puls,
hvis jeg anstrengte mig (gik for hurtigt, eller blot opad).
Har haft en blodprop i hjertet tidligere med brystsmerter, men her
var ingen brystsmerter, der ellers er typiske for blodprop i
hjertet.
I løbet af lørdag eftermiddag tog det til, og om aftenen blev det
slemt. En tur fra soveværelset og køkkenet retur gav mig åndenød,
hedeture og kraftig hjertebanken, men efter fem minutter på min
seng, var det "normalt" igen. Mit blodtryk var normalt, men pulsen
var tårnhøj over 100 på alle målinger.
Ringede først 1813, hvor der var 27 foran mig. Efter at have talt
med en sygeplejerske blev jeg stillet i kø for at tale med en læge -
her var jeg nummer 24 i køen. I alt ventede jeg 40 minutter.
I dag ved jeg, at jeg skulle have ringet 112 fra starten !
Lægen sendte en ambulance, og jeg fik travlt med at samle de ting
sammen, som jeg vidste jeg fik brug for: tøj, klipklapper, oplader,
sko, strømper, bukser (havde kun morgenkåbe på) toiletartikler,
krydsord, pen, bøger, medicinliste, pung, nøgler, slukke computer
etc etc.
Ambulancen kom hurtigt - kunne se det på de blå blink, men min
hoveddør ringede ikke. Åbnede entredøren blot for at kunne
konstatere, at de stod ude på fortovet og at dørtelefon og brummer
ikke fungerede. Jeg blev nødt til, at gå de otte trin ned, for at
lukke dem ind, men de SKULLE med op i lejligheden for at hente mine
ting og låse af.
På vej op, kunne jeg mærke, at der snart ikke var flere kræfter
tilbage, men fik mig kæmpet ind i lejligheden, ind til sofaen, og så
husker jeg ikke mere. Jeg vågnede ved, at der sad en mand foran mig
og en fremmed stod på mit stuegulv. Han sagde mit navn gentagne
gange, men det var tåget. Tænkte "har du fået en hjerneblødning" jeg
forstod ikke situationen, og hvem de var. Kunne godt genkende min
stue.
Langsomt genfandt jeg minutterne inden og forstod nu, hvad der gik
for sig. Jeg fik omgående en ilt-maske på, og det blev langsomt mere
klart. Han sagde senere, at jeg havde siddet med åbne øjne hele
tiden, og at de var bange for "at vi havde mistet dig, men det havde
vi også klaret"
De lå og rodede på gulvet med alskens udstyr. Jeg fik en kraftig
kanyle fastgjort i min hånd (standard kutyme - har prøvet det før).
Husker, at han kaldte hende Jose (med tryk på første stavelse).
Efter nogen tid enedes vi om at komme af sted og hun tog mit
habengut, og han førte mig ned af trappen. De insisterede på, at jeg
skulle lægge mig på båren og køre den til ambulancen. Brugte megen
tid i ambulancen inden vi kørte. Det var Jose, der kørte, mens han
servicerede mig.
Jeg var blevet rimelig klar i hovedet, da vi ankom til Bispebjerg,
og jeg fik en dejlig seng at ligge i.
Jeg havde stadig en kraftig puls, men blodtrykket var normalt under
hele forløbet. Mit hjerte blev scannet af en yderst kompetent læge.
Det gik nærmest i galopgang ca. 120. På dette tidspunkt vidste han
ikke, hvad der var galt, men efter nogen tid lænede han sig op af
den teori, at det KUNNE være en blodprop i en lunge. De var godt
klar over, at jeg havde fået en dobbelt by-pass 9 måneder tidligere
(havde læst journalen).
En MR-scanning kl. 01.45 lørdag nat viste så "mindst" tre
blodpropper i mine lunger. Der var to på arbejde til scanningen.
Det bliver behandlet medicinsk, fik jeg forklaret.
Dejligt at man har så kompetente mennesker på job en lørdag nat.
Fik det bedre med ilt-tilførslen allerede i min lejlighed. Men kunne
ikke gå uden ilt-beholder de næste to dage søndag og mandag.
Daglige stik i maven med blodfortyndende medicin som skulle opløse
propperne. De er ikke kommet på én gang, får jeg at vide, de har
stille og roligt udviklet sig, for så at sende mig til tælling
lørdag aften.
Tirsdag får jeg at vide, at jeg kommer hjem onsdag senest torsdag.
Har aftalt et behandlingsforløb med Ole, "chefen".
Han havde selvfølgelig præsenteret sig, men jeg havde glemt hans
navn, så jeg spurgte ham, inden han forlod stuen, hvad det nu var
han hed, hvortil han svarede "Ole chefen".
Min ilt-optagelse er ikke tilfredsstillende onsdag.
Torsdag får jeg at vide at jeg ikke kommer hjem af samme grund,
måske fredag !
Sidste nyt: Fredag, bliver nu udskrevet HERLIGT !!
Min elskede Pia ville komme om lørdagen, så det ville være fedt at
være hjemme!
Hun besøgte mig på hospitalet mandag og tirsdag og sov i min
lejlighed.
Billedet er taget i en af Bispebjerg Hospitals mange underjordiske
gange. Det er den kompetente læge til højre i billedet. Mig på vej
til MR-scanning. I fodenden står en monitor, der viser mine
hjertefunktioner. Tallet 135 i øverste højre hjørne, er min puls !
Den plejer at være omkring 60. Jeg tog tre billeder, på et af dem er
pulsen 136, men jeg valgte at vise det "skarpeste". Fik selvfølgelig
tilladelse til, at fotografere de to herrer. Det havde de aldrig
prøvet før!
Sidder på min seng på Bispebjerg og skriver dette. |
