Da jeg skulle male facaden på den ene gæstehytte og skrabede løs maling af med en stålbørste, hørte jeg godt nok en fugl pippe tæt på, men det gør man jo hele tiden på denne årstid.

Da jeg var færdig med stålbørsten, gik jeg ind i mit køkken for at få en mad og gennem vinduet, så jeg den yndigste lille fugleunge gå på græsset. Det var noget af det fineste jeg har set, så jeg hentede mit kamera og fotograferede den mellem persiennerne, hvilket den ikke gjorde noget større ud af, selv om den opdagede mig.

Jeg sneg mig ud af huset for at få nogle bedre billeder og kom da også tættere på. Den var tilsyneladende helt ligeglad med min tilstedeværelse og pludselig fløj den op og satte sig på kameraet, hvilket jeg desværre ikke kunne tage noget billede af. Den var meget smuk og kom hele tiden med et lille pip. Jeg frygtede, at moderen ville komme og hakke mig i hovedet, men det skete ikke.

Fuglen sad på mit kamera og havde åbenbart ingen planer om at flytte sig, og da jeg ikke ønskede fugleklatter på mit dyre kamera, gik jeg ti meter hen til havebordet og satte kameraet, hvorefter den fløj ned på fliserne og var meget interesseret i mine tæer og hoppede op på min fod. Jeg ville gerne gi'' den noget mad så jeg  hentede noget fuglefoder, som den slet ikke var interesseret i og tænkte, at den måske var vant til orme og den slags, så jeg hentede noget leverpostej, som den gerne ville ha’, men det skulle proppes direkte ned i halsen på den. Det var tydeligt, at den var vant til at blive fodret og endnu ikke havde lært at finde føde selv.

Den fulgte mig overalt, og ville hellere gå end flyve. Gik jeg ind i huset hoppede den med ind og en gang fløj den efter mig og fløj lige ind i væggen inde i stuen. Jeg fik den til at hoppe op på min arm og gik ud med den uden problemer og holdt derefter døren lukket. Det var en hyggelig eftermiddag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og tid havde jeg jo nok og fuglen var bare så sød.

Den lille fugl var meget tillidsfuld og utroligt sød.

Jeg hentede nogle fuglebøger, for at finde ud af, hvad det var for
en lille fætter, men det ville min lille ven bare ikke høre tale om.

Jeg var jo i gang med et projekt og fuglen havde vel i bund og grund også et projekt nemlig at komme videre i livet, så jeg hentede stigen og gjorde malingen parat, hvorefter jeg gik i gang med at male facaden rød. Det gik også meget godt – jeg kunne høre fuglen hele tiden, da den pippede, hvor den end gik eller sad. På et tidspunkt kunne jeg kun høre den, men ikke se den, den sad nemlig på et af trinnene på stigen, så det var da godt, at jeg holdt øje med den, da jeg ellers kunne have trådt på den på vej ned !!
Jeg flyttede stigen og rumsterede rundt og fuglen fulgte med i min gøren og laden. På et tidspunkt, hvor jeg havde flyttet stigen og var på vej hen til den med malerspanden fløj den hen til mig og ville sætte sig på malerspanden, men endte lige nede i den røde maling…. Det måtte bare ikke ske. Det var da så umuligt – ja det kan næsten ikke lade sig gøre.

Her sidder den lille fugl på træstubben i solen. Malerspand og "badekar" ses i forgrunden.

Jeg tog den lille fugl op og satte den i græsset – jeg kunne have grædt, det var da det mest uheldige, der kunne ske for sådan en lille hjælpeløs og ulykkelig fugl – ingen mor og nu oversmurt med rød maling. Jeg ilede med ned for at hente en spand med lunkent vand, som jeg kunne bade den i. Jeg anbragte den simpelt hen i vandet, hvorefter den baskede sig op igen, men ren var den da slet ikke, så jeg gentog ”behandlingen” et par gange, men de fine hvide halefjer var altså lyserøde og den var så forpjusket og ynkelig, så det var en ren jammer. Jeg prøvede at rengøre dens bryst, men det stakkels kræ var blevet kold og sad nu bare og rystede og pippede slet ikke mere. Jeg satte den i solen og bad til om ikke den kunne blive tør, men den sad bare og rystede og sagde ikke en lyd.

Her sidder det stakkels dyr efter flere ture i badet men stadig med en masse maling på brystet.

Jeg var meget ked af det. Den sad bare og rystede og var holdt op med at pippe, så jeg gik ind til naboen og bad om hjælp. Han så den malingshærgede fugl, der var så apatisk, at man blot kunne tage den op i hånden og se på den uden problemer og lille bitte var den jo også.

Her sidder Morten - min nabo - med hårtørreren.

Vi blev enige om, at prøve at få resten af malingen af med lunkent vand for derefter at tørre den, hvilket lykkedes fint med en hårtørrer. Fik vi ikke malingen af, mens den var våd, kom den aldrig af.
Den lille fugl nød tilsyneladende behandlingen med hårtørreren, men ikke skrubningen med det lunkne vand, men renere blev den og varmen var også en god ting.

Men det var jo kun det ene problem, der blev løst. Vi kunne jo ikke give den lille fugl en ny mor og mad kun i minimale mængder. Vi satte den op i et træ på en kvist, velvidende at den kun sidder og venter på sin mor, som sandsynligvis er spist af en ræv eller noget andet. Den sidder og sover. Går man derop, vågner den og kalder på sin mor og åbner næbbet i håb om at blive fodret.

Jeg har det MEGET dårligt med det. Den er ikke i stand til at finde føde selv og sidder bare og sover med hovedet under sin vinge og venter på at dens mor kommer med føde.

Ville den da bare spise fuglefrø kunne jeg give den mad og den kunne vokse.

Det er naturligvis blot naturens gang, men kunne naturens gang ikke være lidt mere usynlig og ikke lige her, hvor jeg er. Det er svært ikke at knytte sig til dyr, der kommer til en og beder om hjælp. Det har jeg aldrig være ude for og så i en totalt håbløs situation, hvor man til ingen nytte er.

Her sidder den og sover med hovedet under vingen tør og fin.

Jeg var ude og se til den flere gange i løbet af aftenen, hvor den stadig sad og sov. Den fløj meget dårligt. Vi prøvede tidligere på dagen, efter vi havde vasket og tørret den, at kaste den op i luften, hvorefter den fløj 5-10 meter og faldt direkte ned i skvalderkålen, hvor vi forsigtigt samlede den op og satte den i grenen, hvor den satte sig til at sove.

Næste morgen var den væk! Og nu dagen efter er jeg stadig meget ked af det... kunne jeg have gjort noget anderledes...  den lille fugl var som et barn for mig - jeg ville have gået gennem ild og vand for den...